Det her begyndte livet som en anmeldelse af Pterrys seneste Discbook, Snuff, og endte et lidt andet sted. Irritation kan være udmærket inspiration, åbenbart. Jeg ved ikke, om jeg faktisk får anmeldt Snuff, men så’n er livet, que sera, sera, c’est la vie,  go with the flow, motherfucker. Og mens I er ved det, så læs Snuff – den er fantastisk hele vejen igennem til den allersidste sætning, som er klassisk Pratchett.

Litteratur viser os verden, vores samfund, vores fordomme, vores fantasier, vores menneskelighed, hinanden og ikke mindst os selv. God litteratur får os til at tænke og til at føle og måske til at se verden, vores samfund, vores fordomme, vores fantasier, vores menneskelighed, hinanden og ikke mindst os selv på en ny måde. Litteratur handler om at være menneske.

Ovenstående er naturligvis min definition. Hvis du mener at have en ende- og eviggyldig definition på god litteratur, så har jeg et clacks-tårn, du må købe.

Jeg mener, at Terry Pratchetts bøger, måske i særlig grad Discworld-bøgerne, er god litteratur. De første Discworld-bøger er måske for interne og meta-fantasy til at kvalificere som andet end i bedste fald satire.

På den anden side er satire en ganske effektiv måde at få læseren til at opdage noget nyt og se verden på en anden måde – eller i det her tilfælde, at se fantasy og måske i forlængelse deraf, litteratur, på en ny og anderledes måde.

Men de mange seneste (Small Gods nok er det første virkelig gennemførte eksempel) handler ikke kun om sig selv eller om fantasy – de begynder langsomt at være det spejl, som kunst kan være.

Forskellen på Pratchett og andre litterater er, at han viser os verden gennem et andet prisme, nemlig gennem dværge, trolde, måske menneskelige væsner, der lever på en flad jord, der hviler på ryggen af fire elefanter, der balancerer på skjoldet af en kæmpeskildpadde, der svømmer gennem universet.

Oh Em Gee! Must own!

Fantasy kan noget, som andre genrer ikke kan (og andre genrer kan noget, som fantasy ikke kan). Litteratur viser os jo nemlig ikke ligefrem hverken os selv eller hinanden på nogen objektiv facon. Ikke-fantasy kan ironisk nok ofte være et Mirror of Erised, der viser os det, vi gerne vil se, eller, måske mere præcist, ikke viser os det, vi ikke vil se.

Vi projekterer, og vi gør det alle sammen. Og her kan fantasy komme om bag murerne, for vi kan genkende os selv i dværgene og troldene og dragerne, men vi bliver ikke gået for nær – vi kan opretholde en vis distance, der giver os plads og luft til at tænke over det nye perspektiv, vi lige har fået serveret.

Og så gør Pratchett det med humor – og det lader tit til at være dér, folk stejler. Jeg vil aldrig glemme oplevelsen af at sidde på en offentlig bænk og læse Lamb, desperat hulkende af grin, mens to kvinder bondede hen over hovedet på mig over det faktum, at en bog lod til at kunne være sjov.

Lad os endelig ignorere, at Shakespeare målrettede sine ofte gode, præcise og velobserverede pointer om menneskeheden til den laveste fællesnævner og pakkede dem ind i jokes om øl, fisse og hornmusik. Han skrev et stykke, der hedder Stor Ståhej om Fisse, for fanden.

Hvis litteratur skal være seriøs hele tiden og kun må vise os det, vi kan se, når vi kigger op over bogen, så ville den litterære kanon være et trist og ensomt sted. Dickens lod en af sine figurer dø af spontaneous combustion. Orwell harcelerede via talende landbrugsdyr. Austen jokede konstant i sine bøger. Kafka skrev om en mand, der bliver til et insekt.

Alting skal ikke være hverken sjovt eller fantastisk, men Piet Hein havde sgu fat i noget: Den, som kun ta’r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

Min pointe er: 90 % af alt er noget lort, det gælder både fantasy og postmoderne eksistentiel angstlitteratur. Men hvorfor er en narkoman et bedre symbol end en drage, bare fordi narkomaner er noget vi kan se, hvis vi går en tur det rigtige sted i byen?

Al litteratur er fiktion, men hvis vi kun kan forstå det, vi kan se, hvad skal vi overhovedet bruge litteratur til? Hvis vi kun kan relatere til det, der ligner os selv, kan vi så lære noget som helst af litteratur?

Er vi overhovedet mennesker, hvis vi ofrer vores fantasi i vores higen efter at blive taget alvorligt?

Det kan litteraturen måske give os et svar på. “HUMANS NEED FANTASY TO BE HUMANS, TO BE THE PLACE WHERE THE FALLEN ANGEL MEETS THE RISING APE.”*

Eller Einstein: “Imagination is more important than knowledge. For knowledge is limited, whereas imagination embraces the entire world, stimulating progress, giving birth to evolution.”

Og måske er det ligegyldigt, men så skal folk holde op med at prøve at debattere, hvorfor fantasy er noget pjat – især når de ikke har nedværdiget sig til faktisk at læse/se noget som helst fantasy (ofte har de højest set en af Harry Potter-filmene og mener sig derfra i stand til at generalisere en hel genre. Jeg har læst Trækopfuglens Krønike, og derfor kan jeg konkludere, at magisk realisme ikke giver nogen mening).

Mens jeg har skrevet det her, er Discworld Monthly tikket ind i min inbox. Snuff er åbenbart allerede den tredjebedstsælgende hardback i Storbritannien med 54.000 solgte eksemplarer inden for de første tre dage.

* HO HO HO