Disney køber Lucasfilm og lover ny Star Wars

Først siger Peter Jackson at Hobitten bliver tre film…

Nu det her?!

REDIGERET! THE FORCE AWAKENS var alt det jeg kunne ønske mig, og intet af det jeg frygtede! Til gengæld… FUCK HOBITTEN!!!

Nogle gange skal man bare lade en god ting ligge! Man skulle tro at det efterhånden var helt åbenlyst at Star Wars har fortjent at hvile i fred nu.

Jeg ved godt at vi er tilpas mange dumme nørder derude til at de jo kommer til at sælge billetter, vi er blevet til Særimner, svinet i nordisk mytologi som kunne fodre de faldne krigere i uendelighed fordi kødet som blev skåret af den voksede tilbage…

Det værste er at vi jo kommer til at betale for at se mere, for hvad nu hvis?! Hvad nu hvis det endeligt er filmen som kan få os til at glemme Hayden Christensen? Hvad nu hvis der endelig kommer noget der kommer til at leve op til vores forventninger? Og et eller andet sted ved vi det jo egentligt godt, det kommer aldrig nogensinde til at leve op til vores forventninger, det kommer bare til at gøre ondt.

Min anbefaling er i stedet at betale for en dvd med “The People vs. George Lucas” det er meget bedre for blodtrykket.

Men sandheden er jo nok at vi er junkier som ikke kommer til at sige nej til mere nogensinde, lige meget hvor latterligt dårligt det er!

Og hvis vi nogensinde glemmer det kan vi jo også bare sætte os til at se “Star Wars Christmas Special”…

Opdateret -> Det er åbenbart Lucas der skal være Creative Director, så det skal jo nok gå forrygende…

Step away from the Tolkien, Jackson!

En tredje Hobbitten-film…

Nej.

Nej!

NEEEEEEJ!!

AAAARRRRRR!!

Fuckit, Jackson. Du ryddede op i LotR, og nu begår du samme fejl som Tolkien. Hans ene vel-redigerede, stramt fortalte bog, og så propper du den fuld af udenomsligegyldigt lort!?!

Jeg vil se Hobbitten.

Jeg vil ikke se A New Appendix eller The Footnote Strikes Back, og jeg vil slet ikke se Return of the Backstory! Bare giv mig Hobbitten!

Du tvinger mig til at bruge alt for mange udråbstegn!!!!!

DAMN YOU, PETER JACKSON! DAMN YOOOOOOOUUUUUU!!!

Tre gode – og tre mindre gode – grunde til at 3D stinker

Avengers nærmer sig, Prometheus er på trapperne. Jeg kan købe billetter allerede nu til begge film… hvis jeg altså vil se dem i 3D.

DET VIL JEG IKKE!

*HULKSMASH*

Martha, nu skal du holde op med at brokke dig så meget. 3D er jo bare et ekstra krydderi på den filmiske smagsoplevelse…

1) Det er en ligegyldig teknik! Medmindre du laver en film om objekter, der flyver ud i hovedet på en sal fuld af betalende gæster, så bidrager 3D ikke med noget som helst til en films plot.

Jeg ville gerne sige, at det naturligvis ikke er teknikkens skyld, men 3D-films bagmænd der ikke bruger teknikken bedre, men hvordan kan du bruge 3D til at fremme et plot?! Padmes mistede vilje til at leve ville ikke have givet mere mening, hvis du havde fået Lukes navlestreng i hovedet. Midi-chlorians som Anakins far havde ikke været mindre fjollet, hvis Qui-Gon havde stukket sin ladyshaver midi-chlorianmåler ud i snotten på dig. Jar Jar Binks havde ikke været mindre irriterende, hvis hans tunge havde slasket kærligt i retning af dit venstre øre. Og lad os nu ikke give Lucas flere gode idéer.

Åh, ååh

Nej, men det handler jo også mere om oplevelsen…

2) Oplevelsen?! 3D-effekter ser dumme ud. Har teknikken udviklet sig siden 50erne? For det ser ikke sådan ud. Det er fladt og urealistisk, og du skal da have levet et 2D-liv for at få en wow-oplevelse ud af det.

Nå ja, OK da, men det er da meget sjovt, ikke?

3) Det er DYRT. Ikke alene kan du efterhånden komme ud for at skulle betale for hvor i salen, du vil sidde, hvor lang filmen er, og hvornår på dagen du vil se den, du skal også betale ekstra for at få lov til at opleve illusionen af at få props i hovedet. I Imperial i København kan en biografbillet på den måde komme op på 155 kroner! Jeg tror sgu bare, jeg køber DVD’en, så slipper jeg også for brillerne.

Og nu vi taler om brillerne…

Mindre god grund a til at 3D stinker: Det gør mig søsyg.
Mindre god grund b til at 3D stinker: Brillerne er så tætsluttende, at jeg tror, jeg er alene i biografen og er som konsekvens mere højlydt end sædvanlig. Jeg ender med at blive ligesom min far, der ikke bare taler til lærredet, det svarer ham. Åbenbart.
Mindre god grund c til at 3D stinker: Brillerne er tunge, og de strammer, og de får min næseryg til at svede. Biografen burde give mig penge for at tage dem på. Nå.

Sidste år fik jeg den ide, at jeg ville se Tangled, men eftersom jeg ikke kunne finde et eneste sted, der viste den i 2D, blev det ved drømmen.

WTF, filmbranche?!? I kan ikke finde ud af at lave en international service, hvor jeg legalt kan lægge mine penge og til gengæld få lov at se de film og serier, jeg gerne vil se (og derefter beslutte, om jeg vil betale ud af ørerne for DVD’en), men 3D er simpelthen den teknologi, I satser på??

Konklusion: Medmindre Fassbender begynder at spille golf i Prometheus, kommer jeg ikke til at se den – eller nogen som helst anden – film i 3D, og hvis jeg ikke kan vælge mellem 3D og 2D, så får I bare ikke mine penge. Der er alligevel så mange andre ting, jeg kunne bruge pengene på…

… jeg kunne begynde at spille golf, for eksempel.

Tilføjet 10 minutter senere: OK, nu er forsalg til 2D kommet op… Resten af indlægget står jeg ved: NED MED 3D!

Det er fandme elementært, du

Ja, jeg voksede op med bøgerne og Jeremy Bretts version af Sherlock Holmes… og jeg storelsker Guy Ritchies version! Og jeg synes, den er ligeså kanontro som både Granada- og BBC-serierne, og den giver vanvittigt meget mening i sin fortolkning af Holmes.

Holmes var en mester udi en – fiktiv – kampsport, han var mere intelligent, så klarere og vidste mere end alle andre, han kunne fægte, han kunne slås, kunne bruge en ridepisk (OK, ikke helt Indy, meen…), han kunne bøje jernstænger med sine bare næver. Han var en superhelt.*

og

B) Holmes var en boheme. Men hvad der var boheme i victoriatiden er ikke det samme som boheme i dag. Kanon-holmes fremstår i dag mest som en lidt excentrisk victoriansk gentleman, men han var mere end det – Holmes var anderledes. Holmes stod uden for samfundet og normerne, han var noget helt andet, end folk var vant til, ingen havde set noget lignende før.
Og ja, ja, vi er alle sammen meget intelligente og forstår det godt, men hvis vi skal forstå det helt nede i maven, med følelserne, hvis vi skal kunne relatere til det, så skal Holmes’ boheme-status opdateres. Ritchies Holmes er anderledes, han står uden for samfundet, han skider højt og flot på normerne. Han er en figur, jeg ikke bare forstår med min stooore hjerne, jeg forstår ham med hjertet, nede i maven, oppe i halsen og ude i blodet.

Watson var meget imponeret over Holmes, men det, der fascinerede ham mest, lod altså til at være den måde, hvorpå Holmes netop adskilte sig fra resten af samfundet. Og det fremstiller – synes jeg – Ritchie, Downey og Law ret skarpt.

Og så kan jeg godt lide at grine. Der er alvor, og der er sjov, og de to må gerne mødes. For at være helt ærlig, så er jeg træt af “dark”/”gritty” fortolkninger af noget som helst. Ja, så har vi forstået det, du er meget voksen og edgy. Og hvad så?

Det er selvfølgelig en smagssag, hvilken Holmes man er til, men … Ritchies er absolut funderet i kanon**, og den giver mening, så ja, det er en helt subjektiv smagssag, om man foretrækker den nedtonede eller den opkørte Holmes.

Og en sidste ting – Doyles Holmes var pulp. De var føljetoner. Og ja da, de er og var kvalivare og helt sikkert på et andet plan end føljetonerne i Hjemmet, men de blev skrevet for at underholde. Doyle gad ikke engang selv holde styr på sin egne fakta, han modsagde sig selv hele tiden, ikke bare om, hvor i alverden Watsons skade i virkeligheden sad, men også om noget så grundlæggende som Holmes’ personlighed.

* Han kunne faktisk godt være en forløber for Batman, ikke? Bare tænk over det 🙂

** Holmes rodede meget, han var indblandet i nationalpolitiske sager, han er endog meget sikker på sig selv men er ikke særligt interesseret i have sociale/menneskelige relationer ud over Watson, og ja, han kunne blive ganske lidenskabelig og humørsyg. Jeg vender tilbage med henvisninger på et senere tidspunkt, min læsning af min Holmes-omnibus fra start til slut med notetagning er lidt af et projekt, da størstedelen af min læsning efterhånden finder sted i toget til og fra arbejde.

Love is in the eyre

Alle anmeldelser af den nye Jane Eyre-film omtaler den som romantisk…

Og det er den da også!

Al den lidenskab og al den … mr Rochester!

MEN.

Det er for fanden ikke alt, hvad den historie er eller kan! Jane Eyre er en virkelig god og solid historie om, hvordan menneskeskabte strukturer, hierarkier og forventninger lægger os i lænker og indskrænker os.

Jane længes efter handling, hun længes efter frihed, efter at bestemme selv, men hun har både sit køn og sin klasse imod sig. Hun har hverken status eller penge, og derfor må hun indordne sig, hvis hun vil leve. Hun er nødt til at tjene til dagen og vejen, og derfor må hun have samfundets respekt (så megen respekt som en ikke-bemidlet, ikke-adelig kvinde nu kunne få), for hvem ansætter en umoralsk kvinde til at undervise sine børn? Jane kan ikke leve ifølge sit hjerte og samtidig beholde samfundets beskyttelse og anerkendelse.

Derfor kan Jane ikke, som Rochester foreslår, blæse på normerne og leve sammen med ham uden at være gift med ham. Hun har ingen sikkerhed – hvis han skifter mening, eller bliver træt af hende, så er hun særdeles meget på røven. Hvis hun blæser på normerne, så bliver hun i virkeligheden Rochesters fange, for så bliver hun afhængig af ham.

Den handler om at kunne se ud over norm-horisonten. Da Jane arver en formue, bliver hun i princippet i stand til at blæse på normene, for selv hvis hun ikke kan finde ansættelse, kan hun overleve. Dermed burde hun være i stand til at leve sammen med Rochester, også uden for ægteskabet, uden at være afhængig af hverken ham eller resten af samfundet.

Hun kan faktisk gøre som hun har lyst. Men det gør hun ikke, for hun fortæller sig selv, at hun ikke må. Hun er blevet fortalt hele sit liv, at hun skal leve på en bestemt måde, og selvom hun inderst inde længes efter andet og mere, så tør hun ikke slå sig løs.

Ikke før St. John rent faktisk sætter ord på hendes ønsker og frygt. Da vågner hun og handler.

Jeg kunne sige mange ting om Jane Eyre, både bog og film, om Bertha og Rochester und so weiter… men, altså.

Det er ikke, rent faktisk, en historie om kærlighed og romantik. Det er en historie om menneskers vilje og vilkår, om længsel og styrke, og om hvad vi går og gør ved hinanden.

Og så bliver den fortalt via et kærlighedsplot.

~Mit ungpigehjerte i brand~

Er jeg en drengerøv?

Kan drengerøve godt lide kærlighedshistorier?

Jeg foretrækker, at de ikke er tragiske, men pyt – James McAvoy er enig med mig i, at det er en kærlighedshistorie.

<3

Jeg kan godt lide James McAvoy.

Jeg kan også godt lide X-men.

Jeg har en røv.

Men jeg er ikke en dreng.

Er jeg så en pigerøv?

Mmm. Nøgen faun.

Jeg har faktisk en seriøs teori om, at ovenstående reklame overkompenserer for det faktum, at X-men: First Class er en kærlighedshistorie.

En kærlighedshistorie, der også indeholder ekplosioner og mutanter og holocaust og døøød, men en kærlighedshistorie i bund og grund. Det kan diskuteres, om det er en romantisk eller platonisk kærlighed, men i sidste ende handler filmen og Charles’ og Eriks forhold … så, SUCK IT, DRENGERØVE!