Tyskertøse, Perkerelskere og Enlige Mødre

Jeg har igår og idag haft lejlighed til at sætte mig ned og se begge afsnit af DR’s Min Mor Var Tyskertøs, denne moderne historie om social kontrol over kvinder – og, undskyld jeg siger det så ligeud, om mænds krænkede ejerfornemmelser.
For hvor fyldte det mig dog med bedrøvelse og væmmelse at høre om den hykleriske og nedrige behandling der var blevet disse kvinder til del.
Når jeg reagerede så dybt og kraftigt, ja så skyldes det flere ting.
Dels væmmedes jeg bare ved det afgrundsdybe hykleri som det danske samfund som helhed gjorde – og ofte stadig GØR – sig skyld i, når det angår nationens vældigt selektive erindring om Danmarks rolle i 2. Verdenskrig.

Dels tvivler jeg ikke et øjeblik om, at det samme ville ske igen idag, i en lignende situation. Jo, også nu i 2016. Man behøver ikke se eller høre længere væk end til de mange forsøg på sociale kontrol med kvinder der vælger en mand der ikke er etnisk dansk.
Selv har jeg måttet lægge øre til lidt af hvert, fordi jeg har giftet mig med en polsk mand.

Eksempel: ‘Er du sikker på han ikke er gift hjemme i Polen?’ spurgte borgerservicemedarbejderen hånligt, da jeg i sin tid henvendte mig for at sætte papirarbejdet igang. Det var i 2014.
Vi taler her om en tjenesteperson i det Offentlige, der siger sådan til en voksen kvinde der vil indgå ægteskab.

I know, right?

Forestil jer nu så, at vi lige havde været under polsk besættelse. Hvad havde hun så sagt? Hvad var der så sket?

Og det bringer mig til det sidste: den feministiske kritik af den rolle kvinder over hele verden delegeres til – og som bliver så særlig synlig, når der er konflikt mellem to grupper. Kvinden er nemlig territorie. Ejendom. En beholder for sine brødres og fædres og sønners krænkede ære og frustration.
Det er så ironisk at kvinderne under krigen bl.a. blev kaldt ‘tyskerhopper’. Hvorfor ikke bare gå hele vejen og kaldte alle kvinder dét de så indlysende hermed reduceredes til – avlshopper, mændenes ejendom, som der skulle, og skal, føres kontrol med at ‘de andre mænd’ ikke kommer og ’stjæler’.
‘Vores’ kvinder skal ‘beskyttes’, himler man(d) op om, når det kommer til f.eks. masseovergreb i Köln… men kun, det mærker man straks, imod at blive bedækket af den forkerte. Kommer det til voldtægt begået af mænd fra samme etniske gruppe, ja så ved vi jo alle sammen at kvinder lyver og anmelder falsk, og hun ville sikkert selv.
Endnu værre:  vil hun ikke beskyttes, vil hun ikke lade sin seksualitet og sit følelsesliv regulere efter mændene i samme etniske gruppes forgodtbefindende, ja, foretrækker hun måske en anden mand ,fra en anden gruppe – så er hun en feltmadras, en billig luder, en forræderske. En ‘tyskerhoppe’, eller som man kan høre forsmåede danske mænd og medløbende danske kvinder vrænge idag: en ‘perkerelsker’. Eller uha, lige så slemt: selvvalgt enlig mor. Så er der jo SLET ikke kontrol med hvad den livmor har været brugt til.

De allerheldigste af tyskerpigerne havde held til at undslippe med deres kærester, da disse skulle hjem til Tyskland – hvis altså ikke de blev stoppet ved grænsen og sendt hjem igen. For selv ikke når de var udråbt som usle feltmadrasser skulle de få lov at bestemme selv. Selv da skulle de underlægges kontrol. De skulle ikke slippe. Hjem til Danmark for at blive pint og plaget resten af livet, fordi man ikke havde været nationens lydige avlshoppe, men var stukket af fra folden. Og hjem til Danmark med børnene af disse forhold, så de kunne tilbringe hele deres opvækst med at få at vide hvor udstødte de var, at de var ‘drageyngel’ og ‘kommende nynazister’ som burde sendes til Tyskland. (Ja, hvem sagde eugenik?!)

Historien om ‘Tyskertøsene’ og deres børn, er historien om kvinders, enlige mødres, og børns lod i patriarkatet.
Slagmark, ejendom, social kontrol. Den gang og idag.

Spisning er livets sakramente

Jeg har generelt en hel del venner og bekendte som har truffet meget bevidste valg om deres kost. MIn ældste veninde levede i 12 år som veganer, og en anden veninde overvejer for tiden meget seriøst at blive det. Hovedsageligt, betroede hun mig, af moralske grunde: hun finder samtidens almindelige holdning til dyr som ikke-individer, produktionsenheder, afskyvækkende – hvilket forhåbentlig de fleste mennesker kan blive enige om. Jeg kan i hvert fald ikke på nogen måde erklære mig uenig. Misbruget af vore brødre og søstre i avls- og dræberfabrikker skal stoppes, og helst igår.

Omtalte veninde er en af mine næreste, og jeg ser frem til eventuelt at skulle
lave lækker vegansk mad til hende (sikkert med gode råd og opskrifter fra den tidligere veganer). Læs resten