Marvel, de nordiske guder og white supremacy i USA

Der er spoilere i den her tekst. Hvis du ikke vil have spoilet Thor: Ragnarok så kom tilbage når du har taget dig sammen til at få den set. Dit snøvl.

Jeg har det generelt stramt med Marvel:Thor. Faktisk så stramt, at selvom jeg egentlig bedre kunne lide Ragnarok end noget af det der kom før, så indså jeg også at det først og fremmest var på grund af den sjovt kitschede scenografi, Led Zeppelin’s Immigrant Song, samt den upåklagelige indsats stort set samtlige skuespillere yder, hvorimod franchiset igen demonstrerer at det moderne Hollywood virkelig ikke forstår hverken vigtigheden af professionen screenwriter, eller hvordan man egentlig bruger et kildemateriale på en nyskabende måde uden at gøre vold på det. Marvel gør i hvert fald ikke.

Nu er jeg folklorist, så jeg har en masse meninger om den slags. Mit problem er ikke når folk omskriver ting, men når de omskriver en mytologi så meget at hovedpersonen lige så godt kunne hedde Brian som Thor. Eller nej, i virkeligheden burde han hedde Jesus. Jesus som GI Joe, eller amerikansk fodboldhelt. Det vender vi tilbage til.

Ragnarok slutter med at den forkerte bror bliver lavet om til den nye Odin.
Og inden folk råber ‘Hiddlesgirl!’ så vil jeg lige skynde mig at indskyde at nej,  ikke som sådan, selvom vi godt kan blive enige om at Tom Hiddleston er en vældig pæn mand.

Loki Thor The Dark World | Loki | Pinterest | The o'jays ...

Q.E.D.

Nej, det her har at gøre med hvem Thor, hvem  Loke, og hvem Odin Alfader er.

Men lad os da endelig starte med Loke. Han er en god indikator for mytologiens relative amerikanisering, idet han nok er den af de nordiske guder der er mest umulig at placere i en kristen moralsk kontekst. Han er gud for magi, kaos, konflikt og diplomati, leg og dobbelttydighed – en trickster-arketype hvis nærmeste amerikanske slægtning er den amerikanske urbefolknings Coyote, eller Ravn. Begge figurer som et hvidt og kristent domineret, temmelig imperialistisk USA  har temmelig, hm, svært ved at forstå eller give plads til.
Som sådan er det lige så forventeligt at se Loke blive kronisk under-used, som det er trættende at se ham fortolket af et kulturkompleks der er meget tydeligt ukomfortabel ved ham, og konstant kommer til at blande ham sammen med dén kristne djævel, som martrer det overvejende kristent-konservative USA, hvis forståelse af en trickster er begrænset til Judas, djævelen, selve skaberværkets, Vorherres og menneskets største fjende. I et samfund der i den grad, som det amerikanske, sætter orden, hypermaskulinitet og patriarkalsk autoritet i højsædet er det ikke underligt at man i bund og grund er rædselsslagen for Loke (der er far til Hel og mor til Sleipner), og følgelig taler han da også med britisk accent, og udstråler en masse farlig gotisk sensualitet der jo som bekendt også er noget værre djævelskab, idet de unge mennesker i USA i det hele taget helst ikke skal vide at de har en kønsdrift.

Og så er der den dér hjelm.

No Loki For Avengers 2 | World All Around

Real subtle, Marvel.

På samme måde bliver Marvel-Thor gjort til Jesus, Guds søn, hvis altså Jesus var blond, bygget som en fodboldhelt og var Navy Seal.

Thor 2 Chris Hemsworth | www.imgkid.com - The Image Kid ...
Chris Hemsworth, a.k.a. Fodbold-Jesus.

Både Sif og Jernsaxa er selvfølgelig kørt ud på et sidespor, ligesom afkommet Modi og Magne – for Thor er defineret som sønnike og evig ungkarl. Hans eneste familieforpligtelse er farmand. Alt drejer sig om farmand.
Gennem portrætteringen af MarvelThor ser vi altså  igen en (meget hvid) militaristisk, patriarkalsk, kristen-konservativ selvforståelse. I og med at den nordiske Tor i forvejen er en ret rummelig beskyttergud der bl.a. passer på afgrøden, gør det en anelse mindre vold på arketypen, end i tilfældet Loke, men ikke desto mindre er det mest Hemsworth’s (og et par ok gode oneliners’) fortjeneste at MarvelThor ikke ender som todimensionel helte-papfigur der forveksles med Herkules. Det eneste vi får lov at se af Tors mytiske beskytter-vrede er dog et par minutter til allersidst i Ragnarok hvor han skyder med lyn, kort før karakteren reelt set skifter til alfader-funktion. Til syvende og sidst er det åbenbart sådan at i det øjeblik Thor rent faktisk begynder at ligne en nordisk Tor og have sine fulde tordenkræfter, ophører han med at være…. well, med at være Thor. (nævnte jeg det dér med Jesus?).
Så skal han fare til himmels og være Alfader.
Og ikke engang på en stridsvogn trukket af dødsgeder.
Buh.

Valhalla - DVD - Anmeldelse - Filmz

Og her er det så jeg må tage et standpunkt:
At man vælger at slutte Thor:Ragnarok med at rive Thors øje ud, og gøre ham til den nye Alfader, er simpelthen mere vold på mytologien end jeg kan æde.
Endnu mere end det der trætte gamle ‘konkurrere om fars gunst’ plot der blev shoehorned ind i den første  Thor-film. Er der noget der går igen i Hollywood kultur er det denne evige higen efter anerkendelse fra patriarken. (Som om Loke, der her i den gamle verden er blods-broder med Alfaderen, snarere end hans søn, overhovedet nogensinde har følt sig specielt truet af Tor. Og som om Tor nogensinde gad være Alfader. Han har da heller ikke hverken mange eller mærkelige nok børn).

Men i Hollywood kan man åbenbart ikke forestille sig andet end en patriarkalsk familiestruktur, med én dominerende kongefigur (faderen) og mange konkurrerende underordnede ‘sønner’ der kæmper om gunst, og hvoraf den blondeste, stærkeste, og mest normativt maskuline naturligvis må blive den næste konge på bakken.  Derfor skynder Marvel sig at slutte fortællingen med at smide den blonde Colgate-jock på tronen så den kriger-maskuline cishet orden kan bevares. Og den omstændighed, at vi faktisk i starten af filmen præsenteres for et mere traditionelt identitets-overlap mellem Odin og Loke, som Thor skynder sig at gøre en ende på ved at ‘afsløre’ Loke som en falsk Alfader, gør det svært at opfatte denne slutning som andet end en dobbelt afvisning og et kæmpe stort fuck you til den mytologi den kannibaliserer. 

En Alfader er ikke det samme som en patriark, Marvel! og Odin er ikke Jahve.

Q.E.D.

Thor er heller ikke Jesus, og Loke er ikke Judas eller Lucifer med al hans gender-ambivalence og sorte hår og horn og andet frygteligt uvæsen.

Og så vil jeg slet ikke komme ind på hvad Marvel vælger at gøre med en i udgangspunktet nuanceret, dobbelttydig og ktonisk dødsgudinde som Hel, hvis definerende træk  (et ansigt delt i hhv. en ‘ung/smuk’ side og en ‘grim/forrådnet’ side) man har valgt at ignorere lodret, selvom det burde være special effect bait der lå lige til højrebenet.
Jeg vil dog gerne lige retorisk spørge til hvad approprieringen af Hel til ond skurkinde á la Maleficent fra Tornerose, mon siger om amerikansk kulturs forhold til døden, og til magtfulde kvinder der IKKE per definition synes deres fædre er fantastiske, eller måske ligefrem har gjort oprør imod disse fædres autoritet.
Det ender naturligvis skidt for Hel. Ve dig hvis du er en ‘Strong Woman(TM)’ i en Hollywood fortælling, og vover at mindre end forgude din far (og dermed patriarkatet).

Så, altså…jeg er stor tilhænger af inspiration og skamløst kreativt tyveri, men hvis man ikke bevarer kernen af det materiale man låner eller stjæler, eller måske ligefrem afviser det, så ryger pointen, og min sympati for projektet forvandles til antipati. Det svarer jo til at tage en hammer når du skal bruge en sav, og så bruge en masse energi på at tvinge hammeren til at ligne en sav.

Eksempel: Grunden til at Neil Gaiman lykkes med American Gods er, at han AKTIVT forholder sig til at de amerikanske versioner af de importerede guder netop er blevet lavet om til noget der er beslægtet, men ikke det samme, og det er sket på en organisk måde. Dét – og så bruger han faktisk de myter han stjæler til noget, hvor man kan se hvorfor han faktisk har valgt den myte han har. Myter er samfundsdiskurs, og dét ved Gaiman.

Hos Marvel derimod, tager man en mytologi og presser den med vold og magt ned i samme patriarkalsk-verdensordens-historie som USA’nere altid fortæller sig selv, igen og igen og igen, og som ikke har et klap at gøre med den mytologi man stjal fra, ud over navnene. Tværtom underbygger man fortællingen om den ultrakonservative, kristne-med-fuldautomatiske-rifler kultur og samfundsstruktur som i forvejen for tiden gør sig endog lidt for gældende i USA. Man gør det ved at bruge byggesten der faktisk overhovedet ikke understøtter eller hører hjemme i dette verdensbillede, og tvinge dem i en form der fjerner deres oprindelige identitet og mening, og med cirka nul reel forståelse eller respekt for hvad det det stjålne kreative materiale faktisk er eller går ud på.

Og lige præcis dét er forskellen på kreativ inspiration/tyveri, og appropriering. Appropriation går nemlig ud på kulturel dominans, og jeg synes absolut der er noget at kritisere dér ift. Marvel-valhalla, særligt hvis man tænker den ind i tidens (og stedets) politiske kontekst. Jeg har det on good authority (læs: en asatrú ikke-højreekstremistisk amerikansk veninde), at de nordiske guder i forvejen meget vid udstrækning bliver brugt som rekvisitter og coopted af de ultrakonservative white supremacy/nazist bevægelser i USA, til et punkt hvor begrebet ‘Norse Gods’ efterhånden bredt opfattes som synonyme med white supremacy, og f.ex. min veninde og hendes lille gruppe af ikke-WP hedninge oplever den uafhængige tradition de følger som eksistentielt truet. Det skal her nævnes at mit indtryk af denne tradition ikke er, at der er tale om en museumsagtig europæisk Asatrú tradition men netop en beslægtet, organisk tilpasset, amerikansk tradition. Hvad der ikke er et problem i sig selv.

Men Trump, Bannon, kristen fundamentalisme, arisk  og white supremacy er den tidsånd og det sted Marvel altså taler ind i med deres filmkunst lige nu, og når først man reflekterer over denne sammenhæng, fremstår fortolkningen af de nordiske guder i Marvels Asgård ikke bare som doven og fantasiløs, men faktisk som lettere ansvarsløs.

Mytologi er diskurs. Og det bør et filmstudie som Marvel, der betjener sig af mytologisk fortællestil, naturligvis vide. Hvis de virkelig ikke ved det, så står det godtnok værre til med fortællehåndværket i Hollywood end man i forvejen troede. Men noget kunne tyde på at Marvel enten ikke ved det eller er ligeglade, og derfor laver den ene film efter den anden, hvor den der virker mest til at kere sig lidt om hvad der egentlig er den oprindelige essens i Brian, undskyld Thor, er en Chris Hemsworth, der virkelig slider som et æsel for at få en troværdig arketype ud af det han får at arbejde med. Hemsworth, Blanchett, Hiddleston et. al.  gør i det hele taget hvad de kan for at få lidt stumper af de pågældende guder med ind i teksten. Hvad der er al ære værd, men forbandet svært når kernen er blevet fjernet med kirurgisk præcision. Tænk alligevel at det er skuespillerne der sidder med dén opgave. Og tænk hvad man kunne få ud af dem, hvis man gav dem ordentligt materiale.

Derfor vil jeg stadig gerne se Tom Hiddleston og Chris Hemsworth opføre ‘Tors Brudefærd’ …

Attractive Bent-Gender - TV Tropes

og de må gerne gøre det i sci-fi rustning. Det er ikke sci-fi rustningerne eller idéen ‘Aser er rummænd’ der er problemet. Det er selve volden på den mytologiske struktur, karaktererne og de indbyrdes relationer de portrætteres med. Det er at nogen tager et ærværdigt, etisk og moralsk komplekst stykke mytologi, og laver det om til at tjene en lettere fascistoid kristen-konservativ dagsorden. Som om de nordiske guder ikke i forvejen var blevet misbrugt på denne måde før. Som om man intet har lært af historien.

Det er der så heldigvis nogen der har.

PS: Ellers ser jeg også gerne en fortolkning af historien om hvordan Sleipner blev til. Så kan Marvel lære noget om livets realiteter.
Og jeg kender mindst én der godt vil spille Svadilfare, helt gratis.

 

En man med ett skägg.: Let's take a walk down Valhall.

EDIT, 10. 04. 2018:

Jeg har siddet og tænkt siden igår (farligt) og selvom jeg stadig står 100% ved alt hvad jeg skrev så kom det mig for at tricksterguden sandsynligvis er flad af grin over hvor meget det backfirede i skalle af dem at forsøge at gøre vold på ham, fordi SOM OM?!

De har siddet og rodet og regeret og lavet om og hugget hæle og klippet tæer og så ender det med at Marvel-Loke bliver posterboy for alle de skideirriterende misfits og oversete børn som mangler nogen at identificere sig med.

Hvilket efter alt at dømme glæder ham usandsynligt meget, fordi man forsømmer ikke børn og unge og de tossede og de traumatiserede mens Loke ser det.

Og man LYVER SLET IKKE FOR DEM! Hvis der er nogen der skal lyve så skal Loke nok gøre det. Og det dér er så også nordisk kulturs gud for sandhed. Prøv lige at forklare det til et amerikansk filmstudie. Jeg ville nok personligt begynde at græde utrøsteligt efter det første kvarters tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *