Spisning er livets sakramente

Jeg har generelt en hel del venner og bekendte som har truffet meget bevidste valg om deres kost. MIn ældste veninde levede i 12 år som veganer, og en anden veninde overvejer for tiden meget seriøst at blive det. Hovedsageligt, betroede hun mig, af moralske grunde: hun finder samtidens almindelige holdning til dyr som ikke-individer, produktionsenheder, afskyvækkende – hvilket forhåbentlig de fleste mennesker kan blive enige om. Jeg kan i hvert fald ikke på nogen måde erklære mig uenig. Misbruget af vore brødre og søstre i avls- og dræberfabrikker skal stoppes, og helst igår.

Omtalte veninde er en af mine næreste, og jeg ser frem til eventuelt at skulle
lave lækker vegansk mad til hende (sikkert med gode råd og opskrifter fra den tidligere veganer).
Nu kommer vi så til men’et: nemlig at jeg selv er (så vidt muligt økologisk/frilands) kød-æg-og-mælke-spiser. Og at ja, der er bestemte veganske aksiomer omkring kødspisning, som jeg studser over. Omtalte veninde sendte mig et par links i forbindelse med sine overvejelser, som jeg klikkede ind på. Her blev jeg mødt af følgende grundlæggende antagelser eller aksiomer om kødspisere og ‘carnisme’, som jeg har hørt utroligt ofte. Aksiomerne er cirka som følger:

1) det er per defintion unaturligt, usundt og forkert at dræbe andre skabningers for at næres af disses døde kroppe – veganisme er det eneste rette, etisk forsvarlige kostvalg

2) hvis du dræber og spiser andre skabninger betyder det at du ikke ser dem som levende individer med iboende værdi

3) hvis du fastholder at du ser dyr som individer med iboende værdi, og alligevel spiser animalske produkter, er du enten en hykler eller patologisk selvbedrager

4) kødspisere der kalder sig dyrevenner er per definition sådan nogle der græder over giraffen Marius’ død mens de spiser lørdagskylling.

5) kødspisere er per definition ureflekterende og tænker aldrig over at de spiser andre levende væsener, eller de foretrækker ikke at tænke på det.

6) hvis du afviser sandheden af ovenstående aksiomer betyder det at du lider af ‘falsk bevidsthed’ som kødspiser, og/eller antaster eller stiller spørgsmålstegn ved veganerens kostvalg

Jeg blev skide provokeret, og satte mig ned for at få klarhed over hvorfor, for det er åbenbart at der findes endog rigtig mange kødspisere som antagelserne jo rent faktisk passer på. Alene balladen om Marius påviste en evne til dobbelttænkning der ville have været morsom hvis ikke det var så skide bedrøveligt.
Men er det at have tåbelige og usammenhængende idéer om sin plads i naturen og fødekæden virkelig en karakteristika der er specifik for kødspisere?
Min påstand er nej; vi har at gøre med en spirituel krise der er alt alt for kompliceret til at kunne imødegåes af en entydig facitliste. Og der findes veganere der er lige så skyldige i dobbelttænkning.

Men hvad mener jeg så – at kødspisning er naturligt? For nogle ja. For mig og min PCO-metabolisme er det sandsynligvis ernæringsmæssigt uundværligt. Men kødspisning på den måde, i den målestok vi er vant til idag? Nej, det er bestemt ikke naturligt, og bør bestemt beskæres til et langt lavere niveau. Og for nogle mennesker vil kødspisning slet ikke være naturligt eller rigtigt – f.eks. mange vegetarer og veganere.
Det er selvfølgelig kun det ernæringsmæssige aspekt, og der er også et følelsesmæssigt – i den udstrækning de to kan eller skal skilles ad, selvfølgelig.

Der er simpelthen forskel på menneskefolk, ligesom der er forskel på kofolk og fiskefolk og hønsefolk og zebrafolk og ravnefolk og ulvefolk og bjørnefolk. Vores individuelle kropslige og sjælelige behov er så utrolig forskellige, og for mig at se er det ikke muligt at stoppe vore brødre og søstres fangenskab og pinsler, at stoppe den uhyrlige foragt for livet, uden denne forskellighed.
For lige nu lever vi ikke sammen med dem, men adskilt, og deres død er usynlig. Vi har i store dele af den vestlige verden mistet det mysterie, at livet næres af døden, og at man fandeme SKAL mærke den død når man forårsager den, at man skal ære og respektere den. At man skal takke for den.
Jeg har flere gange slået en kylling ihjel og kogt suppe på den. Hugget hovederne af gæs og plukket dem til jul. Det føltes tungt og det er jeg glad for. Det skal det. 

Jeg snakker i øvrigt også med træer og elsker dem. Der er, imho, behov for at være endnu mere radikal og forstå, at også kornet og blomsterne og træerne og planterne er vores familie, at de er bevidste skabninger (nej jeg tager sgu ikke pis på jer, jeg MENER det. Og jeg er ikke den eneste ) . Vi som familie lever af hinanden. Døden er et sakramente der føder livet, et sakramente man også deltager i  når man skærer stokken på grønkålen over. Nu spiser du mig, nu spiser jeg dig.
Spisningen er et sakramente, et dybt personligt ét. I spisningen indtager vi omverdenen og forbinder os med den, næres af den, suger alle til syvende og sidst af samme bryst.
Og det der er rigtigt for mig behøver ikke være rigtigt for dig.

Så det er altså ikke rigtigt at jeg ikke elsker mine medskabninger. Det er ikke rigtigt at jeg ser mig selv som mere værd end dem. Jeg kan, rent principielt, udmærket være intimt forbundet med dem, både når vi er hinandens ledsagere og når jeg næres af deres død og de af min. At vi ikke er forbundet med vore brødre og søstre nu, skyldes at vi har adskilt os fra dem, usynliggjort dem, deindividualiseret dem og spærret dem inde, at vi tager og aldrig giver tilbage, at vi ikke lever sammen med dem. Det skyldes ikke selve døden, heller ikke når det er os der bringer den.

Der er mange forskellige måder at forbinde sig til verden på. At give afkald er også et sakramente. Et smukt sakramente der, som sagt, har passet til flere i min omgangskreds. Jeg respekterer det dybt, for jeg har aldrig været i tvivl om, at to på overfladen modstridende sandheder kan være sande på samme tid.
Det som jeg har tilfælles med enhver veganer er impulsen til at facepalme over de mange ureflekterede kødspisere der bare ææælsker hunde og flæber over Marius’ død mens de spiser udpint lørdagskylling fra danpo.

Til gengæld forbeholder jeg mig også retten til at facepalme over den ureflekterede type veganere der tror, at de er mere etisk uantastelige, at de kan fjerne deres livs forbindelse med døden. Du skal ikke beskylde mig for at være ligspiser, samtidig med at du propper en gulerod i munden, og det er simpelthen himmelråbende arrogant at tro at livets dans med døden og kærlighedens dans med sorgen, vil, eller bør, ophøre, bare fordi den gør dig utilpas.  Det er ikke dén dans som er problemet, det er vores manglende deltagelse i den – hver på sin måde. For der er brug for både afkald og jagtmagi hvis vi skal finde hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *