Svar på Jette Hansens kritik af den såkaldte ‘intersekt’ (samt de sagesløse der lige måtte komme i vejen)

Lad os starte med begyndelsen:

Uanset hvad Jette Hansen måtte have af personlige definitioner af ordet ‘transhad’ eller ‘transfobi’ , og uanset om hun mener hun er skyldig i dette, er jeg nødt til at sætte en stor fed Trigger Warning her, da rigtig mange mennesker har opfattet Hansens udtalelser sådan. Disse mennesker skal selvfølgelig have mulighed for selv at beslutte, om de vil læse nærværende tekst, med dertilhørende uddrag af Hansens skrevne udtalelser.

Med øvelse, begynd:

Introduktion: En evaluering af behovet for kritik af intersektionel feminisme 

Vi kan temmelig hurtigt fastslå, at der er rigeligt med faldgruber i den intersektionelle vinkel, som den enkelte – og bevægelsen som helhed – bør undgå, for at det ikke skal udarte til whataboutery, eller det jeg  kalder ‘oppression bingo’.

Intersektionalitet handler dog i sin intention ikke om social kontrol men om solidaritet. Det er i sagens natur altid en vanskelig gruppeøvelse at finde ud af hvordan vi er solidariske med hinanden – det var jo også det der var vanskeligt for venstrefløjen i 70erne. Det betyder dog ikke at det er værdiløst eller skadeligt for retfærdighedskampen. Faktisk tror jeg personligt, at grunden til at denne kamp tager så lang tid er, at venstrefløjens, feminismens og andre solidaritets-bevægelsers projekt bare ER sværere. Det er de fleste ting der virkelig er værd at bygge og forsøge at gennemføre.
Det betyder ikke, at man skal opgive dem, eller at de per definition er nedbrydende aktiviteter. Det betyder bare at der er en grund til, at patriarkatet har haft så stor en succes – det er fordi det er skide nemt at dele og herske. Det kræver ingen finesse.Det bygger og skaber ikke ret meget af virkelig blivende værdi.
Det er jo derfor vi alle sammen gerne vil af med det.

Dér hvor kæden hopper af for mig er, når noget der påstår at være en kritik af intersektionalitet udarter til fuldstændig bevidst at kalde minoriteter virkelig grimme ting, og håne og afvise disses levede erfaring. Det har jeg set i den forløbne uge, og det har – efter min bedste overbevisning – meget lidt med kritik af en teoris svagheder og faldgruber at gøre. Vurdér selv:

Ovenstående screenshots, såvel som de følgende, er alle fra Jette Hansens væg. De er alle enten fra Hansens egen hånd, eller er de mest ivrige følgeres kommentarer, som Hansen lader stå uimodsagte og umodererede.
Ovenstående svarer efter min bedste overbevisning til, til at en sexist går ind i en diskussion med en feminist med det erklærede mål blot at ville ‘udøve kritik mod feminismen’, og ikke bestiller andet end at kalde hende møgkælling og hystade.
En kritisk analyse af det sociologiske begreb intersektionalitet virker således ikke som om det, når alt kommer til alt, er det der ligger de diskuterende mest på sinde.

Det er immervæk svært at tage seriøst, og det er ærgerligt, for der er altid gode grunde til at kigge på de værktøjer vi bruger og hvordan vi bruger dem rigtigt, både når det handler om intersektionalitet og alt muligt andet.

Jeg så for så vidt gerne fokus rettet imod, hvad intersektionalitet har af faldgruber, for der er ganske givet mange. Det er ekstremt vigtigt at vi bruger vores teoretiske tilgange rigtigt, så vi ikke obstruerer os selv. Hvordan skaber vi et godt og solidarisk miljø for alle, hvor folk ikke konkurrerer om hvem der er mest undertrykte, og hvor alle føler sig set og respekteret? Det er jo en stor udfordring. Det kræver alle mand på dæk – men er helt sikkert værd at gøre.

Part the 1st: Pocahontas-scenariet – ‘Intersekten’ udøver social policing og er fascistisk

Jeg har blandt kritikerne af den intersektionelle vinkel i feminismen set en tendens til konsekvent at bruge meget bombastiske ord om, at ‘det er skredet i sømmene og at ‘intersekten’ er  ‘fascistisk’ osv osv osv..

Jeg tror det der hersker uenighed her om er, om patriarkat og beslægtede undertrykkelsesstrukturer hovedsagelig er ydre ting, eller om det også er noget der er socialiseret ind i os selv.
Her er det altid godt at reflektere over hvad vi foretager os. Jeg er i den forbindelse blevet præsenteret for en situation, hvor en forælder blev kritiseret for at iføre sit barn Pocahontas-udklædning til fastelavn. Dette, mente den person der fortalte mig om hændelsen, var simpelthen et eksempel på ‘Intersektens’ fordømmelse.

Lad os se på scenariet:
En hvid dansk mor har klædt sit hvide danske barn ud som Pocahontas til fastelavn.
Her afhænger det betimelige eller ikke-betimelige i at kritisere dette jo meget af, hvordan folk har diskuteret det. Et barn og éns forælderskab er jo selvfølgelig et sårbart område at få sat under lup på den måde.
Men hvis  f.eks. der var en First Nation person tilstede i gruppen, som fortalte at de følte ubehag og det man kalder appropriering, og kunne dele deres erfaring af en strukturel oplevelse af at dette ofte sker, så mener jeg at det er noget man selvfølgelig er nødt til at anerkende.
Er der ingen tilstede som Pocahontas-kostumet konkret rammer, så er der altid muligheden for at diskutere på et teoretisk niveau, men her er der ikke nogens levede erfaring med som nogen kan trække på…. og så kræver det selvfølgelig i endnu højere grad en forståelse af, at det er sårbart for en forælder og et individ at blive sat under lup.

her er der, for mig at se, 2 ting i det:

Dels bør folk holde sig for gode til at lave tæskehold eller f.eks. direkte kalde vedkommende racist eller andet… for vi er jo alle sammen socialiseret ind i et samfund med en masse elementer som det slet ikke behøver være synligt for os, kan være skadelige for andre – og derfor er der selvfølgelig ingen ond vilje på spil.
Lynchning er på ingen måde foreneligt med nogen form for feminisme – det er bare nederen og folk skal lade være!

Men dels bør vi – af samme grund – også altid reflektere over, om den sårbarhed man altid føler når nogen siger ‘du har kvajet dig’ er vigtigere end den potentielle refleksion det kan afstedkomme.
For at citere en god feminist-kammerat: At det kan besværliggøre min kamp at skulle tage hensyn til andre, betyder jo ikke, at det er min ret alene at bestemme, hvilke undertrykkelser der er mest presserende og vigtige for alle.

Så kære feminist: hvis nogen leger lynchmob vil jeg mene du til enhver tid har ret til at sige fra, så længe du samtidig skelner at f.eks. en kritik om at en handling kan have en racistisk effekt, ikke er det samme som at nogen anklager dig for at være racist.
Siger nogen til dig, at ‘du er racist’, også selvom du er villig til at undersøge hvilke racistiske effekter en uskyldtigt ment handling måske kan have haft – så sig fra!
Jeg har stort set ikke mødt nogen feminister, der synes sådan noget er i orden. Intersektionelle eller andre.

Med det forbehold in mente, så er min holdning, at det er sådan lidt det man kan kalde ‘privilege fragility’ hvis man bliver sur over at folk påpeger at f.ex et fastelavnskostume er lidt kolonialistisk og/eller approprierende.
Det er 100% det samme som når en sexistisk handling eller udtalelse påpeges – folk bør som minimum kunne reflektere over egen handlinger
. Nægter man at reflektere og står stædigt på sin ret til både at fortsat kunne gøre som man plejer og blive forsikret af forurettede, om at det skam er okay, ja er man privilegieblind. Så har man valgt at ‘mine følelser er vigtigere end dine – jeg forlanger af dig at du aktivt skal fortælle mig at det er okay, selvom du faktisk ikke synes det er okay. Ellers er du socialpoliti’.

Hvordan man kan mene at have ret til at kræve at andre mennesker skal selvudslette på denne måde for at være én tilpas, går over min forstand. Det er efter min mening at insistere på at fastholde definitionsret og privilege på andres bekostning, og så skal man i givet fald ikke blive overrasket over at folk er uimponerede. Hvis man vil ændre normer og værdier i et samfund over mod mindre undertrykkelse, så duer ‘jamen vi plejer’ ikke som argument for en fortsat handlemåde.

Det her spændingsfelt er altid tilstede, når det private også er politisk, og det er altid svært at navigere for alle.
Og netop dét  – at det private er politisk – er jo et godt gammel feministisk slagord. 🙂

Derfor tror jeg det er vigtigt at undgå at fortvivle. Jeg er helt sikker på at alt det her hårde arbejde og alle vores stødte tæer og blå fingre er sliddet værd. Hvis ikke vi kan finde fælles grund for alle de mange undertrykte, så står vi hver især alene, og så er patriarkatet Goliath. Hvis vi formår at skabe en fælles bevægelse, er det os der er Goliath.

Derfor kan det også strategisk være helt rigtigt, selvom det tager en fandens tid at få orden på menageriet, og selvom det næppe er kønt mens det sker.

 

Part the 2nd: Intersekten udsteder værdidomme

En anden anke går på, at intersektionel analyse flyder over af værdidomme. Jeg undres. Nu er feminisme jo værdipolitik, idet den beskæftiger sig med samfundets ulige værdisætning, særligt på grundlag af køn.
Hvis det er første gang man har oplevet værdidomme i feminismen så har man derfor – i min optik – været mere end almindeligt heldig. Man kan ikke diskutere et norm- og værdisæt (såsom patriarkatet) uden at samtidig selv fælde domme over hvad der er patriarkalsk, og, forhåbentlig, hvad der istedet ville være bedre at sige/gøre/have af normer.

Dermed ikke være sagt at man altid skal have overskud eller energi til at sidde og overanalysere sig selv eller andre, eller at det altid er den rigtige ting at gøre…. nogle gange har man som feminist netop bare brug for støtten og opbygningen af ens eget kvaste væsen. Derfor er jeg for eksempel selv medlem af flere fora: et kærlighedsforum til opbygning og støtte af mig selv, et ugidelighedsforum til pjat og ballade og udtryk for frustrationer, et kreaforum til kreative udtryk for mit oprør og kamp, og et debatforum til at debattere teori.

Men selvfølgelig flyder de ofte sammen. Sådan er det med en mangesidet kamp som feminismen er. Og det er naturligvis en udfordring. Her må man øve sig i at passe på sig selv. Jeg har f.eks. af og til bare taget lange pauser – uge og månedslange – fra hele baduljen. Ellers brænder man ud.

Jeg har det dog HELT fint med at fælde domme, når jeg ser nogen med forsæt behandle andre mennesker hæsligt. Hvis ikke jeg havde meninger om det, og ikke kunne udtrykke dem, var det jo aldeles meningsløst at kalde mig rettighedsforkæmper af nogen art.

 

Part the 3rd: hvis du taler om kusser og menstruation, eller på anden måde laver nogen som helst skelnen ciskvinder og transkvinders forskellighed, bliver du anklaget af intersekten for transfobi (…. og vi siger tak til Primdal for den dybsindige kritiske analyse.)

En tredje anke i forhold til intersektionel analyse går på, at man bredt i intersektionelle kredse skulle mene, at det er transfobisk eller ekskluderende at diskutere kvindelige kønsorganer og deres funktioner.
Jeg er aldeles uforstående for, hvor den idé dog kommer fra, men er blandt andet blevet præsenteret for, at Henrik Marstal skulle være blevet irrettesat som transfob for at kalde kvinder for menstruerende.
Hertil kan jeg kun sige:
Hvis der er nogen der har gjort dét (det er der sikkert, tosser findes alle vegne), er det ikke bare lidt åndssvagt – det er også lidt mærkeligt gjort, og ikke specielt intersektionelt.
Jeg er jo f.eks. ciskvinde og menstruerer næsten ikke fordi jeg har PCOS. Og der er også sådan noget som postmenopausale ciskvinder, eller præpubertære piger. Ergo er der slet ikke i første instans en gudgiven sammenhæng mellem at menstruere og være (cis)kvinde, ligesom der blandt transkønnede findes menstruerende kusseindehavere – nemlig mange transmænd.
Ergo kan menstruation og samtale om kusser ikke være transekskluderende.
Der findes dog transmænd, der pga kropsdysfori kan blive triggered af emnet, og som derfor af personlige grunde ønsker mulighed for at kunne undgå disse samtaler.
Her har de transmænd jeg har talt med alle understreget, at de ikke mener at menstruation og kusser som sådan er forkerte eller ulækre, eller ikke bør optage plads. De har bare ofte personlige kropstraumer, som kan blive triggered af at blive overrasket af, eller ufrivilligt involverede i, disse diskussioner. Der er altså ikke tale om udskamning af ciskvinders kroppe generelt, men der er selvfølgelig en problemstilling i, at denne frabedelse kan virke som trigger på ciskvinder, der af patriarkat (og mange cismænd) oplever at få deres kroppe gjort ulækre og forkerte som herskerteknik. Her må der findes fornuftige løsninger, der tilgodeser alle.

Jeg har bestemt stødt på enkelte der havde nogle – i mine øjne -mærkelige idéer om, at det var transfobisk at tale om kvindelige kønsorganer og funktioner – f.eks. at sloganet ‘pussy grabs back’ skulle være ekskluderende for transkvinder. Disse tilfælde har alle været del af den amerikanske feministiske debat.
Men jævnfør ovenstående manglende sammenhæng er den påstand jo nem at argumentere ned i helvede. Så det har jeg personligt gjort, og derefter højt og flot ignoreret dem. Den slags er transfetishisme, som i virkeligheden selv er udnyttende overfor transkønnede, og som naturligvis gerne vil dele og herske, og trives med at skabe spændinger og konflikt, særligt transkvinder og ciskvinder imellem.
Der findes naturligvis både cis- og transkønnede personer der gør aktivt brug eller er påvirket af transfetishisme.
Det bør modsiges. Det bliver det i øvrigt også, af både intersektionelle debattører, såvel som andre retninger indenfor feminismen. jeg kunne dog godt ønske at det fik et større fokus, blandt andet så transkønnede personer undgik at komme i klemme på den måde det sker i nærværende danske debat.
En del personer lader nemlig til at tro, at kulilten i minen forsvinder, hvis bare man kvæler kanariefuglen.

Så nej, det er naturligvis ikke et problem at tale om egne kropsfunktioner blot fordi der findes mennesker der ikke har den samme slags kropsfunktioner…. tvært imod! Det er en kæmpe del af feminismen at vi skal tale om kvindekroppen og dens funktioner, og sætte disse på dagsordenen…. og man skal grave dybt i de mærkeligste afkroge for at finde nogen enkelte tosser der synes andet.
Men vil man finde de galoperende transfetishister, så skal man selvfølgelig nok også finde dem. Der findes også folk, endda her til lands, der fortsat mener, at jorden er flad.

Men okay…. istedet for at kritisere patriarkalsk fetishering af transkvinder (inklusive den vi selv som feminister kan komme for skade at reproducere) kan man selvfølgelig også bare vælge at gå i kødet på dem der er ofre for fetisheringen:

…… ‘transmøgkællinger’, ‘pyntesyge papegøjer’, ‘mænd med kunstige fisser’, … samt alle mulige beskyldninger om at man som særligt transkvinde er en slags patriarkatets villige femte kolonne. Og dybest set jo faktisk er en mand, for transkønnede findes slet ikke, det er en mytologi:


Hvor er den der ‘teoretiske kritik af intersektionaliteten’? For jeg har ret svært ved at se den teoretiske relevans her, eller hvad kritikken egentlig går ud på.

Part the 4th: Intersekten tiltager sig definitionsret I: Ciskvinde betyder møgkælling

Der er blevet fremført en kritik af intersektionalitet, der går på, at man mener ordet ciskvinde er et skældsord – groft set at betragte som lig med ‘møgkælling’.


(‘Hvad mener du med at du faktisk ikke bruger cis til at sige jeg er en møgkælling? Når jeg siger du har kaldt mig møgkælling, så har du kaldt mig en møgkælling – basta!’)

Lad os være ærlige fra starten: Det undrer mig, sådan helt personligt, at folk føler sig truet eller stødte af præfikset ‘cis’ (et præfiks der blev introduceret og brugt i relation til menneskers kønsidentitet helt tilbage i 1914 af LGBTQ+ aktivist Ernst Burchard). Men jeg føler mig så heller ikke stødt af at blive kaldt heteroseksuel. Jeg mener, det er jeg jo. Også selvom jeg er en majoritet ift dem der ikke er. Min forståelse af præfixet ‘cis’ er cirka som følger:

Det eneste ordet cis gør, er at sætte en majoritet i en ligeværdig relation til en minoritet under en kompleks kategori ‘kvinde’ som på mange måder er, og kan være både personligt erfaret, social og/eller biologisk, men med mere flydende grænser på alle niveauer, end patriarkatet har opdraget os til at tænke om den.

For mig at se svarer anfægtelsen af ‘ciskvinde’ til at mene at betegnelsen ‘rød tulipan’ ( som forskellig fra f.eks. en gul ditto) skulle anfægte blomstens grundlæggende tulipanhed. Det er volapyk for mig.

Der ud over: hvis jeg skulle blive rasende hver gang en eller anden vred homoseksuel snakker om skide heteroer, eller en racialiseret person vrænger af ‘white people’, så ville det være spild af tid.
Møder jeg den slags udfald (det sker, men er forbavsende sjældent, alt taget i betragtning) så antager jeg at de kommer fra et sted med stor smerte, og at det bedste at gøre er at notere sig eksistensen af denne smerte, dykke ned i hvad den mon siger om de sociale undertrykkelsesstrukturer som måtte være usynlige for mig – og i øvrigt vise sig som den store og undlade at reagere konfliktoptrappende på den.
Den samme strategi finder anvendelse i mødet med vrede transkønnede.
For den store, det er man, helt numerisk, såvel som i kulturel og magtmæssig repræsentation, når man er heteroseksuel og ciskønnet.
Man kan sikkert også finde selvproklamerede feminister i et eller andet hjørne, der vil skære alle mænds pikke af – og det beder vi jo mænd om at ignorere, selvom kvinder ellers ikke engang er en minoritet, rent numerisk, selvom vi er det i repræsentation i samfundet. Vi beder dem om det, om ud fra en vældig fornuftig vurdering af, hvor relevante den slags folk er for diskussionen, og hvor meget magt de egentlig har til at gøre alvor af deres trusler.

Det samme bør gælde i andre sammenhænge, hvis man virkelig tillægger sit eget argument integritet.
Hvis man dertil har en stor platform at ytre sig fra, som f.eks. adgang til at skrive i et landsdækkende dagblad, er der naturligvis endnu større grund til at styre sig.

Endnu en lille undren:
Hvad cismand  er lig med, hvis ciskvinde betyder ‘møgkælling’ nævnes ikke af kritikerne, skønt dette ord også er i brug, ligesom det heller ikke nævnes, hvad lige præcis ‘cis’ har med intersektionalitet at gøre, men jeg har dog også lagt mærke til, at beklagelserne over ‘cis’-præfikset ret ofte efterfølges af udfald mod ‘transaktivismen’ , ‘transideologien’ og særligt transkvinder, i langt højere grad end af kritisk analyse af intersektionel sociologisk teori.

Part the 5th: Intersekten tiltager sig definitionsret II: TERF er et skældsord

Lige så alle stadig er med: Det påståes fremdeles at der her først og fremmest er tale om en teoretisk kritk af ‘intersekten’ (aner stadig ikke hvem de er). Her reageres der  mod ‘intersektens’ brug af den forholdsvis deskriptive amerikanske betegnelse TERF (Trans Exclusionary Radical Feminist). Denne betegnelse udråbes til at være et skældsord, som ‘intersekten’ bruger i flæng.


Jeg har meget lidt at sige til denne anke mod den såkaldte ‘intersekt’, ud over at den kommer fra den samme person som skriver side op og side ned om hvorfor transkønnede (og særligt transkvinder) ikke hører hjemme i kvindebevægelsen, og stikker disse i skoene at de betragte feminismen som fjende nr 1 – jævnfør det indledende screenshot i denne post.

Altså  udtrykkes et ønske at ekskludere transkønnede og deres problematikker fra feminismen. Det er vist det man kalder at være trans-ekskluderende, men jeg lader mig gerne belære om, hvornår man så er transekskluderende, hvis dette + ovenfor nævnte skældsord ikke er nok.

hvad det er for en magt som f.eks. ordet ‘cis’ udøver mod Hansen har jeg som nævnt svært ved at forstå, og det forklares ikke ud over noget med social kontrol.

Det er selvfølgelig korrekt, at det er almindeligt at udsætte folk for social kontrol i forhold til deres almene opførsel – f.eks. er det ikke velset at tale grimt til andre, og éns omverden reagerer jævnt hen på det. Det er dog mere et bredt socialantropologisk menneskeligt fænomen, snarere end noget specifikt for intersektionel feminisme.

Nu tilhører jeg ikke selv nogen bestemt retning af feminisme og er ikke som sådan intersekt-medlem (hvem end den sekt så er). Jeg er måske en slags økoqueerfeminist, men uden helt at være det (den queereste måde at være queerfeminist er jo som bekendt ikke helt at være det alligevel 😉 ). Denne definition af mig selv tvivler jeg dog på at Jette Hansen er enig i efter dette indlæg, og sådan er det jo gerne – vores definition af os selv sker altid i et vist samspil med vores omverden, og det er ikke altid omverdenen er helt enig.
Så længe uenigheden ikke er af alvorlig eksistentiel karakter (såsom kønsidentitet), er det dog efter min mening til at leve med. Fint nok, så siger vi, at jeg er medlem af intersekten.

Hvad jeg dog ikke forstår ved hele denne sag er, hvordan det hjælper nogen noget at melde sig ud af alting og bare råbe ‘intersekten kommer!’… særlig når det lader til at det faktisk er en stor sorg for de feminister der gør det, at føle sig ude af kontakt med det feministiske miljø der har spillet en rolle for deres liv.

Men jeg ser bare ikke nogen stor monolitisk fascistisk trussel nogen steder i den intersektionelle retning af feminismen. Der må jeg ærligt erkende at min oplevelse er vældig anderledes fra disse feministers.

.

 

Transmøgfisser er at ligestille med Trans Exclusionary Radical Feminist. Okay så.
Jeg minder lige igen om de gæve damer Maya og Sofia der blev kaldt pyntepapegøjer og alskens andet godt tidligere, før vi slutter af med at lade ‘kritikeren af intersekten’ få det sidste ord:


‘Modsagt’, skriver du, Jette?

‘Transmøgkællinger’.

‘Pyntesyge papegøjer’.

‘En mands plasticfisse’.
‘Betragter feminister som deres primære angrebsmål’.

Modsagt. Aha.
Tak for dit input, Hansen. Af hjertet tak.

2 tanker om "Svar på Jette Hansens kritik af den såkaldte ‘intersekt’ (samt de sagesløse der lige måtte komme i vejen)"

  1. Hej Rannveig

    Jeg var ikke bekendt med denne lingvi-/aktivi-/feministiske tvist. Så tak for indholdet.

    Derudover tak for en formidabel tekst. Jeg er helt høj (kun på livet, jeg sværger) over tekstens klarhed, rytme og velvillighed.

    En tekstanalyse/tekstkommentar til en ‘tekstsamtale’, der omhandler ord og benævnelser. Mindst 4 lag. Mareridtstekst at skulle skrive.

    Og potentielt en tekst med et meget lille publikum grundet de esoteriske begreber og den baggrundsviden det kræver at forstå debatten. Sikke et formidlingsarbejde.
    Kan man komme på skrivekursus?

    Den vingede du sgu. Som man siger.

    • Tak skal du have for de pæne ord. 🙂
      Blev vist bare vred nok. Had er had, og det er ikke i orden.
      Virkelig virkelig glad hvis formidlingen gik igennem. Det kan godt være feministisk diskurs har meget intern lingo, men transfobi er desværre ikke begrænset til dét miljø. Det e0 noget der eksisterer i hele samfundet, og derfor er det vigtigt at sige det imod.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *