Det er fandme elementært, du

Ja, jeg voksede op med bøgerne og Jeremy Bretts version af Sherlock Holmes… og jeg storelsker Guy Ritchies version! Og jeg synes, den er ligeså kanontro som både Granada- og BBC-serierne, og den giver vanvittigt meget mening i sin fortolkning af Holmes.

Holmes var en mester udi en – fiktiv – kampsport, han var mere intelligent, så klarere og vidste mere end alle andre, han kunne fægte, han kunne slås, kunne bruge en ridepisk (OK, ikke helt Indy, meen…), han kunne bøje jernstænger med sine bare næver. Han var en superhelt.*

og

B) Holmes var en boheme. Men hvad der var boheme i victoriatiden er ikke det samme som boheme i dag. Kanon-holmes fremstår i dag mest som en lidt excentrisk victoriansk gentleman, men han var mere end det – Holmes var anderledes. Holmes stod uden for samfundet og normerne, han var noget helt andet, end folk var vant til, ingen havde set noget lignende før.
Og ja, ja, vi er alle sammen meget intelligente og forstår det godt, men hvis vi skal forstå det helt nede i maven, med følelserne, hvis vi skal kunne relatere til det, så skal Holmes’ boheme-status opdateres. Ritchies Holmes er anderledes, han står uden for samfundet, han skider højt og flot på normerne. Han er en figur, jeg ikke bare forstår med min stooore hjerne, jeg forstår ham med hjertet, nede i maven, oppe i halsen og ude i blodet.

Watson var meget imponeret over Holmes, men det, der fascinerede ham mest, lod altså til at være den måde, hvorpå Holmes netop adskilte sig fra resten af samfundet. Og det fremstiller – synes jeg – Ritchie, Downey og Law ret skarpt.

Og så kan jeg godt lide at grine. Der er alvor, og der er sjov, og de to må gerne mødes. For at være helt ærlig, så er jeg træt af “dark”/”gritty” fortolkninger af noget som helst. Ja, så har vi forstået det, du er meget voksen og edgy. Og hvad så?

Det er selvfølgelig en smagssag, hvilken Holmes man er til, men … Ritchies er absolut funderet i kanon**, og den giver mening, så ja, det er en helt subjektiv smagssag, om man foretrækker den nedtonede eller den opkørte Holmes.

Og en sidste ting – Doyles Holmes var pulp. De var føljetoner. Og ja da, de er og var kvalivare og helt sikkert på et andet plan end føljetonerne i Hjemmet, men de blev skrevet for at underholde. Doyle gad ikke engang selv holde styr på sin egne fakta, han modsagde sig selv hele tiden, ikke bare om, hvor i alverden Watsons skade i virkeligheden sad, men også om noget så grundlæggende som Holmes’ personlighed.

* Han kunne faktisk godt være en forløber for Batman, ikke? Bare tænk over det 🙂

** Holmes rodede meget, han var indblandet i nationalpolitiske sager, han er endog meget sikker på sig selv men er ikke særligt interesseret i have sociale/menneskelige relationer ud over Watson, og ja, han kunne blive ganske lidenskabelig og humørsyg. Jeg vender tilbage med henvisninger på et senere tidspunkt, min læsning af min Holmes-omnibus fra start til slut med notetagning er lidt af et projekt, da størstedelen af min læsning efterhånden finder sted i toget til og fra arbejde.

En tanke om "Det er fandme elementært, du"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *