Det er meget lang tid siden at jeg gik igang med det her indlæg, i bund og grund tror jeg at jeg blev pinligt berørt over indholdet, men nu lægger jeg det op og så skal i være velkomne til at dømme mig!
Jeg læser meget og jeg læser også meget hurtigt…
Det gør det meget nemt at blive fristet af det jeg kun kan kalde skodlitteratur. Læs resten
En tredje Hobbitten-film…
Nej.
Nej!
NEEEEEEJ!!
AAAARRRRRR!!
Fuckit, Jackson. Du ryddede op i LotR, og nu begår du samme fejl som Tolkien. Hans ene vel-redigerede, stramt fortalte bog, og så propper du den fuld af udenomsligegyldigt lort!?!
Jeg vil se Hobbitten.
Jeg vil ikke se A New Appendix eller The Footnote Strikes Back, og jeg vil slet ikke se Return of the Backstory! Bare giv mig Hobbitten!
Du tvinger mig til at bruge alt for mange udråbstegn!!!!!
DAMN YOU, PETER JACKSON! DAMN YOOOOOOOUUUUUU!!!
Ja, jeg voksede op med bøgerne og Jeremy Bretts version af Sherlock Holmes… og jeg storelsker Guy Ritchies version! Og jeg synes, den er ligeså kanontro som både Granada- og BBC-serierne, og den giver vanvittigt meget mening i sin fortolkning af Holmes.
Holmes var en mester udi en – fiktiv – kampsport, han var mere intelligent, så klarere og vidste mere end alle andre, han kunne fægte, han kunne slås, kunne bruge en ridepisk (OK, ikke helt Indy, meen…), han kunne bøje jernstænger med sine bare næver. Han var en superhelt.*
og
B) Holmes var en boheme. Men hvad der var boheme i victoriatiden er ikke det samme som boheme i dag. Kanon-holmes fremstår i dag mest som en lidt excentrisk victoriansk gentleman, men han var mere end det – Holmes var anderledes. Holmes stod uden for samfundet og normerne, han var noget helt andet, end folk var vant til, ingen havde set noget lignende før.
Og ja, ja, vi er alle sammen meget intelligente og forstår det godt, men hvis vi skal forstå det helt nede i maven, med følelserne, hvis vi skal kunne relatere til det, så skal Holmes’ boheme-status opdateres. Ritchies Holmes er anderledes, han står uden for samfundet, han skider højt og flot på normerne. Han er en figur, jeg ikke bare forstår med min stooore hjerne, jeg forstår ham med hjertet, nede i maven, oppe i halsen og ude i blodet.
Watson var meget imponeret over Holmes, men det, der fascinerede ham mest, lod altså til at være den måde, hvorpå Holmes netop adskilte sig fra resten af samfundet. Og det fremstiller – synes jeg – Ritchie, Downey og Law ret skarpt.
Og så kan jeg godt lide at grine. Der er alvor, og der er sjov, og de to må gerne mødes. For at være helt ærlig, så er jeg træt af “dark”/”gritty” fortolkninger af noget som helst. Ja, så har vi forstået det, du er meget voksen og edgy. Og hvad så?
Det er selvfølgelig en smagssag, hvilken Holmes man er til, men … Ritchies er absolut funderet i kanon**, og den giver mening, så ja, det er en helt subjektiv smagssag, om man foretrækker den nedtonede eller den opkørte Holmes.
Og en sidste ting – Doyles Holmes var pulp. De var føljetoner. Og ja da, de er og var kvalivare og helt sikkert på et andet plan end føljetonerne i Hjemmet, men de blev skrevet for at underholde. Doyle gad ikke engang selv holde styr på sin egne fakta, han modsagde sig selv hele tiden, ikke bare om, hvor i alverden Watsons skade i virkeligheden sad, men også om noget så grundlæggende som Holmes’ personlighed.
* Han kunne faktisk godt være en forløber for Batman, ikke? Bare tænk over det 🙂
** Holmes rodede meget, han var indblandet i nationalpolitiske sager, han er endog meget sikker på sig selv men er ikke særligt interesseret i have sociale/menneskelige relationer ud over Watson, og ja, han kunne blive ganske lidenskabelig og humørsyg. Jeg vender tilbage med henvisninger på et senere tidspunkt, min læsning af min Holmes-omnibus fra start til slut med notetagning er lidt af et projekt, da størstedelen af min læsning efterhånden finder sted i toget til og fra arbejde.
Alle anmeldelser af den nye Jane Eyre-film omtaler den som romantisk…
Og det er den da også!
Al den lidenskab og al den … mr Rochester!
MEN.
Det er for fanden ikke alt, hvad den historie er eller kan! Jane Eyre er en virkelig god og solid historie om, hvordan menneskeskabte strukturer, hierarkier og forventninger lægger os i lænker og indskrænker os.
Jane længes efter handling, hun længes efter frihed, efter at bestemme selv, men hun har både sit køn og sin klasse imod sig. Hun har hverken status eller penge, og derfor må hun indordne sig, hvis hun vil leve. Hun er nødt til at tjene til dagen og vejen, og derfor må hun have samfundets respekt (så megen respekt som en ikke-bemidlet, ikke-adelig kvinde nu kunne få), for hvem ansætter en umoralsk kvinde til at undervise sine børn? Jane kan ikke leve ifølge sit hjerte og samtidig beholde samfundets beskyttelse og anerkendelse.
Derfor kan Jane ikke, som Rochester foreslår, blæse på normerne og leve sammen med ham uden at være gift med ham. Hun har ingen sikkerhed – hvis han skifter mening, eller bliver træt af hende, så er hun særdeles meget på røven. Hvis hun blæser på normerne, så bliver hun i virkeligheden Rochesters fange, for så bliver hun afhængig af ham.
Den handler om at kunne se ud over norm-horisonten. Da Jane arver en formue, bliver hun i princippet i stand til at blæse på normene, for selv hvis hun ikke kan finde ansættelse, kan hun overleve. Dermed burde hun være i stand til at leve sammen med Rochester, også uden for ægteskabet, uden at være afhængig af hverken ham eller resten af samfundet.
Hun kan faktisk gøre som hun har lyst. Men det gør hun ikke, for hun fortæller sig selv, at hun ikke må. Hun er blevet fortalt hele sit liv, at hun skal leve på en bestemt måde, og selvom hun inderst inde længes efter andet og mere, så tør hun ikke slå sig løs.
Ikke før St. John rent faktisk sætter ord på hendes ønsker og frygt. Da vågner hun og handler.
Jeg kunne sige mange ting om Jane Eyre, både bog og film, om Bertha og Rochester und so weiter… men, altså.
Det er ikke, rent faktisk, en historie om kærlighed og romantik. Det er en historie om menneskers vilje og vilkår, om længsel og styrke, og om hvad vi går og gør ved hinanden.
Og så bliver den fortalt via et kærlighedsplot.
~Mit ungpigehjerte i brand~
Det her begyndte livet som en anmeldelse af Pterrys seneste Discbook, Snuff, og endte et lidt andet sted. Irritation kan være udmærket inspiration, åbenbart. Jeg ved ikke, om jeg faktisk får anmeldt Snuff, men så’n er livet, que sera, sera, c’est la vie, go with the flow, motherfucker. Og mens I er ved det, så læs Snuff – den er fantastisk hele vejen igennem til den allersidste sætning, som er klassisk Pratchett.
Litteratur viser os verden, vores samfund, vores fordomme, vores fantasier, vores menneskelighed, hinanden og ikke mindst os selv. God litteratur får os til at tænke og til at føle og måske til at se verden, vores samfund, vores fordomme, vores fantasier, vores menneskelighed, hinanden og ikke mindst os selv på en ny måde. Litteratur handler om at være menneske.
Ovenstående er naturligvis min definition. Hvis du mener at have en ende- og eviggyldig definition på god litteratur, så har jeg et clacks-tårn, du må købe.
Jeg mener, at Terry Pratchetts bøger, måske i særlig grad Discworld-bøgerne, er god litteratur. De første Discworld-bøger er måske for interne og meta-fantasy til at kvalificere som andet end i bedste fald satire.
På den anden side er satire en ganske effektiv måde at få læseren til at opdage noget nyt og se verden på en anden måde – eller i det her tilfælde, at se fantasy og måske i forlængelse deraf, litteratur, på en ny og anderledes måde.
Men de mange seneste (Small Gods nok er det første virkelig gennemførte eksempel) handler ikke kun om sig selv eller om fantasy – de begynder langsomt at være det spejl, som kunst kan være.
Forskellen på Pratchett og andre litterater er, at han viser os verden gennem et andet prisme, nemlig gennem dværge, trolde, måske menneskelige væsner, der lever på en flad jord, der hviler på ryggen af fire elefanter, der balancerer på skjoldet af en kæmpeskildpadde, der svømmer gennem universet.
Oh Em Gee! Must own!
Fantasy kan noget, som andre genrer ikke kan (og andre genrer kan noget, som fantasy ikke kan). Litteratur viser os jo nemlig ikke ligefrem hverken os selv eller hinanden på nogen objektiv facon. Ikke-fantasy kan ironisk nok ofte være et Mirror of Erised, der viser os det, vi gerne vil se, eller, måske mere præcist, ikke viser os det, vi ikke vil se.
Vi projekterer, og vi gør det alle sammen. Og her kan fantasy komme om bag murerne, for vi kan genkende os selv i dværgene og troldene og dragerne, men vi bliver ikke gået for nær – vi kan opretholde en vis distance, der giver os plads og luft til at tænke over det nye perspektiv, vi lige har fået serveret.
Og så gør Pratchett det med humor – og det lader tit til at være dér, folk stejler. Jeg vil aldrig glemme oplevelsen af at sidde på en offentlig bænk og læse Lamb, desperat hulkende af grin, mens to kvinder bondede hen over hovedet på mig over det faktum, at en bog lod til at kunne være sjov.
Lad os endelig ignorere, at Shakespeare målrettede sine ofte gode, præcise og velobserverede pointer om menneskeheden til den laveste fællesnævner og pakkede dem ind i jokes om øl, fisse og hornmusik. Han skrev et stykke, der hedder Stor Ståhej om Fisse, for fanden.
Hvis litteratur skal være seriøs hele tiden og kun må vise os det, vi kan se, når vi kigger op over bogen, så ville den litterære kanon være et trist og ensomt sted. Dickens lod en af sine figurer dø af spontaneous combustion. Orwell harcelerede via talende landbrugsdyr. Austen jokede konstant i sine bøger. Kafka skrev om en mand, der bliver til et insekt.
Alting skal ikke være hverken sjovt eller fantastisk, men Piet Hein havde sgu fat i noget: Den, som kun ta’r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.
Min pointe er: 90 % af alt er noget lort, det gælder både fantasy og postmoderne eksistentiel angstlitteratur. Men hvorfor er en narkoman et bedre symbol end en drage, bare fordi narkomaner er noget vi kan se, hvis vi går en tur det rigtige sted i byen?
Al litteratur er fiktion, men hvis vi kun kan forstå det, vi kan se, hvad skal vi overhovedet bruge litteratur til? Hvis vi kun kan relatere til det, der ligner os selv, kan vi så lære noget som helst af litteratur?
Er vi overhovedet mennesker, hvis vi ofrer vores fantasi i vores higen efter at blive taget alvorligt?
Det kan litteraturen måske give os et svar på. “HUMANS NEED FANTASY TO BE HUMANS, TO BE THE PLACE WHERE THE FALLEN ANGEL MEETS THE RISING APE.”*
Eller Einstein: “Imagination is more important than knowledge. For knowledge is limited, whereas imagination embraces the entire world, stimulating progress, giving birth to evolution.”
Og måske er det ligegyldigt, men så skal folk holde op med at prøve at debattere, hvorfor fantasy er noget pjat – især når de ikke har nedværdiget sig til faktisk at læse/se noget som helst fantasy (ofte har de højest set en af Harry Potter-filmene og mener sig derfra i stand til at generalisere en hel genre. Jeg har læst Trækopfuglens Krønike, og derfor kan jeg konkludere, at magisk realisme ikke giver nogen mening).
Mens jeg har skrevet det her, er Discworld Monthly tikket ind i min inbox. Snuff er åbenbart allerede den tredjebedstsælgende hardback i Storbritannien med 54.000 solgte eksemplarer inden for de første tre dage.
* HO HO HO
Engang imellem læser man en bog, hvor man hele vejen igennem sidder og siger: JA! Det er nemlig sådan, det er! Sådan havde jeg det med Caitlin Morans “How To Be a Woman”
Det var et af de magiske øjeblikke, hvor man er på helt uopdaget grund (Ligesom den gang jeg fandt en kasse Terry Pratchett i en genbrugsbutik, det var en god dag!) Bagefter ved man slet ikke, hvordan man levede uden.
Jeg var i Waterstones på Picadilly i London med en veninde, og da jeg efter et par timer gav mig op mod kassen med en armfuld bøger Læs resten