Den her nyhed var nok til at gøre vores dag lidt mere spændende…
Lige meget hvor tilbageholdende vi er overfor det sted Stephen Moffat er begyndt at trække Doctor Who hen så lyder det her næsten for godt til at være sandt!
(Opdateret: Der skal dog mere til før Peter Jackson bliver tilgivet for at ville gøre Hobitten til tre film)
(Opdateret 14/12-12: Peter Jackson bliver aldrig tilgivet for Hobitten og jeg overvejer at slette ovenstående indlæg!)
Batman – no spoilers
Selvom jeg hele tiden godt har kunne lide Nolans Batman har jeg været lidt bange for at gå ind og se The Dark Knight Rises, og holdt mig fra trailers og foromtale (noget der ligner mig meget dårligt!) for der er et stort men! Læs resten
The People vs. George Lucas er balsam for min martrede nørdsjæl! Den stiller alle de spørgsmål der altid har gået mig på, og bekræftiger mig alligevel i, at min kærlighed ikke er en grim og unaturlig ting.
Jeg er ikke alene! Hverken i min smerte eller i min kærlighed.
“Why do you keep hurting us George?”
Det er historien om den lille dreng, som fik taget sit legetøj fra sig (THX) og derefter nægtede at lege med andre. Til vores allesammens græmmelse! En redaktør er altså en god og nødvendig ting! man skal bare finde en der forstår det man laver.
Og George Lucas har givet os noget at det gør gør os allermest glade. Det er bare det, han har følt han skulle gøre ved det bagefter, der gør os så kede af det.
Vi ved det! Du ved det!
Ja, jeg voksede op med bøgerne og Jeremy Bretts version af Sherlock Holmes… og jeg storelsker Guy Ritchies version! Og jeg synes, den er ligeså kanontro som både Granada- og BBC-serierne, og den giver vanvittigt meget mening i sin fortolkning af Holmes.
Holmes var en mester udi en – fiktiv – kampsport, han var mere intelligent, så klarere og vidste mere end alle andre, han kunne fægte, han kunne slås, kunne bruge en ridepisk (OK, ikke helt Indy, meen…), han kunne bøje jernstænger med sine bare næver. Han var en superhelt.*
og
B) Holmes var en boheme. Men hvad der var boheme i victoriatiden er ikke det samme som boheme i dag. Kanon-holmes fremstår i dag mest som en lidt excentrisk victoriansk gentleman, men han var mere end det – Holmes var anderledes. Holmes stod uden for samfundet og normerne, han var noget helt andet, end folk var vant til, ingen havde set noget lignende før.
Og ja, ja, vi er alle sammen meget intelligente og forstår det godt, men hvis vi skal forstå det helt nede i maven, med følelserne, hvis vi skal kunne relatere til det, så skal Holmes’ boheme-status opdateres. Ritchies Holmes er anderledes, han står uden for samfundet, han skider højt og flot på normerne. Han er en figur, jeg ikke bare forstår med min stooore hjerne, jeg forstår ham med hjertet, nede i maven, oppe i halsen og ude i blodet.
Watson var meget imponeret over Holmes, men det, der fascinerede ham mest, lod altså til at være den måde, hvorpå Holmes netop adskilte sig fra resten af samfundet. Og det fremstiller – synes jeg – Ritchie, Downey og Law ret skarpt.
Og så kan jeg godt lide at grine. Der er alvor, og der er sjov, og de to må gerne mødes. For at være helt ærlig, så er jeg træt af “dark”/”gritty” fortolkninger af noget som helst. Ja, så har vi forstået det, du er meget voksen og edgy. Og hvad så?
Det er selvfølgelig en smagssag, hvilken Holmes man er til, men … Ritchies er absolut funderet i kanon**, og den giver mening, så ja, det er en helt subjektiv smagssag, om man foretrækker den nedtonede eller den opkørte Holmes.
Og en sidste ting – Doyles Holmes var pulp. De var føljetoner. Og ja da, de er og var kvalivare og helt sikkert på et andet plan end føljetonerne i Hjemmet, men de blev skrevet for at underholde. Doyle gad ikke engang selv holde styr på sin egne fakta, han modsagde sig selv hele tiden, ikke bare om, hvor i alverden Watsons skade i virkeligheden sad, men også om noget så grundlæggende som Holmes’ personlighed.
* Han kunne faktisk godt være en forløber for Batman, ikke? Bare tænk over det 🙂
** Holmes rodede meget, han var indblandet i nationalpolitiske sager, han er endog meget sikker på sig selv men er ikke særligt interesseret i have sociale/menneskelige relationer ud over Watson, og ja, han kunne blive ganske lidenskabelig og humørsyg. Jeg vender tilbage med henvisninger på et senere tidspunkt, min læsning af min Holmes-omnibus fra start til slut med notetagning er lidt af et projekt, da størstedelen af min læsning efterhånden finder sted i toget til og fra arbejde.
Alle anmeldelser af den nye Jane Eyre-film omtaler den som romantisk…
Og det er den da også!
Al den lidenskab og al den … mr Rochester!
MEN.
Det er for fanden ikke alt, hvad den historie er eller kan! Jane Eyre er en virkelig god og solid historie om, hvordan menneskeskabte strukturer, hierarkier og forventninger lægger os i lænker og indskrænker os.
Jane længes efter handling, hun længes efter frihed, efter at bestemme selv, men hun har både sit køn og sin klasse imod sig. Hun har hverken status eller penge, og derfor må hun indordne sig, hvis hun vil leve. Hun er nødt til at tjene til dagen og vejen, og derfor må hun have samfundets respekt (så megen respekt som en ikke-bemidlet, ikke-adelig kvinde nu kunne få), for hvem ansætter en umoralsk kvinde til at undervise sine børn? Jane kan ikke leve ifølge sit hjerte og samtidig beholde samfundets beskyttelse og anerkendelse.
Derfor kan Jane ikke, som Rochester foreslår, blæse på normerne og leve sammen med ham uden at være gift med ham. Hun har ingen sikkerhed – hvis han skifter mening, eller bliver træt af hende, så er hun særdeles meget på røven. Hvis hun blæser på normerne, så bliver hun i virkeligheden Rochesters fange, for så bliver hun afhængig af ham.
Den handler om at kunne se ud over norm-horisonten. Da Jane arver en formue, bliver hun i princippet i stand til at blæse på normene, for selv hvis hun ikke kan finde ansættelse, kan hun overleve. Dermed burde hun være i stand til at leve sammen med Rochester, også uden for ægteskabet, uden at være afhængig af hverken ham eller resten af samfundet.
Hun kan faktisk gøre som hun har lyst. Men det gør hun ikke, for hun fortæller sig selv, at hun ikke må. Hun er blevet fortalt hele sit liv, at hun skal leve på en bestemt måde, og selvom hun inderst inde længes efter andet og mere, så tør hun ikke slå sig løs.
Ikke før St. John rent faktisk sætter ord på hendes ønsker og frygt. Da vågner hun og handler.
Jeg kunne sige mange ting om Jane Eyre, både bog og film, om Bertha og Rochester und so weiter… men, altså.
Det er ikke, rent faktisk, en historie om kærlighed og romantik. Det er en historie om menneskers vilje og vilkår, om længsel og styrke, og om hvad vi går og gør ved hinanden.
Og så bliver den fortalt via et kærlighedsplot.
~Mit ungpigehjerte i brand~
Sarah-Jane!
Donna!
Arg!
