Engang imellem læser man en bog, hvor man hele vejen igennem sidder og siger: JA! Det er nemlig sådan, det er! Sådan havde jeg det med Caitlin Morans “How To Be a Woman”

Det var et af de magiske øjeblikke, hvor man er på helt uopdaget grund (Ligesom den gang jeg fandt en kasse Terry Pratchett i en genbrugsbutik, det var en god dag!) Bagefter ved man slet ikke, hvordan man levede uden.

Jeg var i Waterstones på Picadilly i London med en veninde, og da jeg efter et par timer gav mig op mod kassen med en armfuld bøger, var det den mandlige ekspedient (som var en punker, der så ud som om, han var en af dem, der var først med på punkbølgen), der anbefalede bogen. Jeg må indrømme, at coveret havde tiltrukket mig, de par gange jeg havde set den på min kringlede vej gennem butikken, men jeg havde kun håndbagage med på turen, og som sagt var armene allerede fulde af bøger, så nyopdagelser stod ikke lige på listen.

Han sagde, at hun var sjov, og jeg kiggede op på hans tatoverede og piercede ansigt og tænkte, nå ja, man kan jo aldrig få for mange bøger. Det var en god beslutning, Caitlin Moran er ikke bare sjov, hun er også klog og har en hel masse at sige, som er værd at høre på. Om hvordan vores omverden behandler os, og om hvordan vi forholder os til det. Og hvordan det at være feminist i bund og grund jo bare handler om at ville behandles ligeværdigt med mænd, og om hvordan det vi jo gerne bare vil, er at være “one of the blokes” (en af drengene).

Because it’s not as if strident feminists want to take over from men. We’re not arguing for the whole world. Just our share. (Det er jo ikke fordi, at skingre feminister vil overtage for mændene. Vi beder ikke om hele verden. Bare vores andel.) -Uddrag fra bogen

Caitlin Moran skriver pt. klummer for The Times

Caitlin Moran på MySpace

Caitlin Moran på Twitter